Dyb bekymring i Kina over spionageanklager fra USA

Skrevet af admin

20/05/2015

Mest læste i dag

Kina udtrykker dyb bekymring over, at USA har rettet anklager om økonomisk spionage mod seks kinesiske statsborgere.

- Dette vækker dyb bekymring i Kina, siger det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Hong Lei, og understreger, at Beijing vil forsvare de anholdte kineseres rettigheder.

Den amerikanske statsanklagemyndighed siger, at de mistænkte, hvoraf tre er universitetslærere, har medvirket i et årelangt komplot, hvor de skulle stjæle hemmeligheder om mobiltelefonteknologi til Beijing.

I henhold til de 32 anklagepunkter har kineserne over lang tid indsamlet amerikanske handelshemmeligheder.

Blandt de anklagede er universitetsprofessor Hao Zhang, som blev anholdt, da han lørdag ankom til USA.

De fem andre personer, der er anklaget i sagen, menes at være i Kina, siger kilder i det amerikanske justitsministerium.

De seks personer risikerer lange fængselsstraffe, hvis de findes skyldige i anklagerne mod dem. Anklagerne omfatter økonomisk spionage, tyveri af handelshemmeligheder og forskellige sammensværgelsesanklager.

Det er den 11. sag om økonomisk spionage i USA siden 1996.

Sidste år blev fem kinesiske officerer anklaget i USA for at have stjålet informationer om energiselskaber og stål- og aluminiumsselskaber samt om fagforeninger.

Washington har længe beskyldt Kina for cyberspionage til fordel for kinesiske virksomheder, mens Beijing ofte hævder, at det selv er offer for hacking.

I 2012 begyndte det amerikanske justitsministeriums nationale sikkerhedsafdeling at oplære hundredvis af anklagere i bekæmpelse og retsforfølgelse af cyberspionage, som udgør en alvorlig trussel mod den nationale sikkerhed.

Selv om retsforfølgelsen ikke fører til dom, så er anklagen et stærkt signal at sende om, at den slags handlinger ikke vil blive tolereret, hedder det i Washington.

/ritzau/AFP