Dyb krise i Egyptens forhold til USA

Skrevet af admin

16/10/2013

Dagens topnyheder

Relationerne mellem USA og Egypten er i dag præget af kaos, og hele Mellemøsten kan komme til at lide under det, siger den egyptiske udenrigsminister, efter at amerikanerne har skåret ned på den militære hjælp til Kairo.

Udenrigsminister Nabil Fahmy siger til den statsdrevne avis Al-Ahram, at Egypten har været afhængig af USA's hjælp i for lang tid, men at det vil være forkert, hvis Washington antager, at regeringen i Kairo altid vil følge amerikanernes ønsker.

- Vi er nu i en vanskelig fase, der afspejler uroen i relationerne, og hvis nogen siger noget, så er de ikke ærlige, siger den egyptiske minister i udtalelser, som blev offentliggjort onsdag.

Amerikanske regeringskilder siger, at nedskæringen i hjælpen afspejler Washingtons bekymring over den kurs, som egypterne er slået ind på, efter at militæret fjernede den folkevalgte præsident Mohamed Mursi fra det Det muslimske Broderskab fra magten.

Egypten har reageret skarpt på den nye amerikanske linje, og det har antydet, at det kan søge militær støtte i andre lande - muligvis i Rusland.

Det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Jen Psaki, har sagt, at USA vil tilbageholde leverancer af visse større militærsystemer og pengeoverførelser, indtil den egyptiske regering gør "troværdige fremskridt" i forhold til at foretage et retfærdigt og frit valg i landet.

- USA fortsætter med at støtte en demokratisk overgang og protesterer mod vold som et redskab til at løse uenigheder i Egypten, siger Jen Psaki ifølge AFP.

Det er blandt andet kampvogne, F-16-fly, Apache-helikoptere og harpoon-missiler, som amerikanerne nu tilbageholder.

Egypterne går desuden glip af en kontantoverførsel på 260 millioner dollar og en planlagt lånegaranti på 300 millioner dollar.

USA har siden fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1979 bidraget med milliarder af dollar til egypterne for at opretholde freden og for at få adgang til Suez-kanalen.

/ritzau/AFP