Dyb splittelse om klemte dagpengemodtagere

Der er tale om modeller, som går videre end akutpakke 2 fra sidste uge, erfarer Politiken onsdag.

På forhandlingsbordet har blandt andet været en ordning, hvor personer, der falder ud af dagpengesystemet, får mulighed for at tage en uddannelse af kortere varighed på en lavere sats end dagpengebeløbet. Men samtidig uden de modregningsmekanismer, der vil tage indtægten fra mange dagpengemodtagere, når de nye regler træder i kraft.

Det springende punkt er ifølge Politikens oplysninger varigheden af ydelsen. Mens regeringen holder fast i, at den kun kan gives, så længe et uddannelsestilbud varer, kræver Enhedslisten sikkerhed for forsørgelse i en væsentlig længere periode.

Ifølge Politikens oplysninger handler den model, der har været talt mest om, om uddannelsesforløb af kortere varighed, ofte blot nogle få uger.

Enhedslisten er indforstået med at koble ydelsen til en uddannelsesindsats. Men partiet kræver sikkerhed for, at personer, der falder ud af dagpengesystemet, er sikret penge i hele 2013 - med indbygget mulighed for at forhandle en forlængelse hjem ved næste års forhandlinger om finansloven.

Selv om regeringen altså har været villig til at forhandle om tiltag, der går videre end til akutpakken, står parterne i disse dage langt fra hinanden.

- Vi kræver, at alle, der står til at miste deres dagpenge på grund af stramningen af dagpengereglerne, er sikret en forsørgelse i 2013. Hvordan det skal ske, vil vi forhandle om. Bare der er en sikkerhed for, at de, der ellers vil få nul kroner, er sikret forsørgelse. De tilbud, regeringen har luftet for os, ligger milevidt fra vores, synes vi, beskedne krav, fordi regeringen jo mener, at akutpakkerne sikrer folk et arbejde, udtaler Frank Aaen (EL).

Finansminister Bjarne Corydon (S), er over for Politken fåmælt.

- Aftalen med arbejdsgiverne om akutpakken er meget vidtgående. Enhedslisten har andre ønsker, og vi er også i forhold til Enhedslisten kommet med konkrete bud på de problemstillinger, som Enhedslisten går op i, siger Bjarne Corydon til Politiken.

 

Dagens Gossip