Dybt skuffet AaB-træner efterlyser kynisme

Et nederlag på 0-6 kan ikke bortforklares, og AaB's træner Kent Nielsen gør sig heller ingen anstrengelser for at skønmale sit holds sammenbrud mod Steaua Bukarest torsdag aften i Europa League.

I en mærkelig fodboldkamp var de danske mestre ellers det bedste hold i de første 50 minutter, men faldt totalt sammen, da modgangen meldte sig med Steaua-scoring og udvisning af målmand Nicolai Larsen.

- Jeg er dybt skuffet over, at det gik sådan, for følelsen er, at der var nogle muligheder, som vi ikke tog vare på, og vi var ikke dygtige nok til bare at lukke af, da kampen var afgjort, siger Kent Nielsen.

Mestertræneren måtte fra sidelinjen se rumænerne score fem mål i løbet af et kvarter på AaB's reservemålmand Carsten Christensen, der bestemt ikke fik meget hjælp af sine holdkammerater.

- Vi er enormt frustrerede og ærgerlige over, at de kunne lave så mange mål på så kort tid. At vi ikke havde noget mere kynisme i sådan en situation.

- Vi havde mange spillere på banen, der er offensive i tanke og handling, og vi må erkende, at vi ikke havde holdet til at spille i undertal, når kampen blev, som den blev, lyder det fra Kent Nielsen.

Inden Steauas første scoring i begyndelsen af anden halvleg havde AaB haft en håndfuld store chancer til at bringe sig foran, men de blev alle sammen misbrugt.

- Vi ved godt, at vi skal tage nogle tæsk, når vi har tabt med 0-6, men i et stille øjeblik kan vi da godt tænke over de chancer, vi spillede os til. Vi må erkende, at det er manglende kvalitet, at vi ikke fik scoret på nogle af dem, siger Kent Nielsen.

AaB rejser hjem fra Bukarest natten til fredag og skal derefter forsøge at ryste skuffelsen af inden mandagens superliga-opgave mod FC Vestsjælland.

/ritzau/

Dagens Gossip