Dyhr om bred opbakning: Uenige må stille op som formand

Skrevet af admin

07/02/2014

Mest læste i dag

Hvis man på nogen måde er uenig med Pia Olsen Dyhr om visionerne for SF, så må man stille op som formand. Ellers forventer hun fuld opbakning.

Sådan lyder meldingen fra den - ind til videre - eneste kandidat til formandsposten i SF

Det sker, efter at Jonas Dahl, der er blevet nævnt som den mest oplagte kompromiskandidat mellem de to fløje i partiet, har meddelt, at han ikke stiller op, hvorefter fremtrædende medlemmer fra SF's røde fløj valgte at bakke Olsen Dyhr op.

- Det må jo være op til folk selv at vurdere, om de stiller op eller ej. Jeg har sagt meget klart, hvad jeg vil med SF, og vil man ikke det med SF, så synes jeg, at man seriøst skal overveje at stille op.

- Ellers regner jeg med, at folk bakker op om det politiske projekt, som jeg har lagt frem, siger hun.

Hun understreger dog samtidig, at selvom hun nu har bred opbakning fra alle sider i folketingsgruppen, så er det op til baglandet at pege på hende, hvis der skulle dukke endnu en kandidat op.

- Jeg er ikke sikker på, at det er mig, SF's medlemmer vil have. Det må jo afgøres på et landsmøde eller urafstemning, siger hun.

Både Trine Pertou Mach og Karsten Hønge, der har været kritiske overfor SF's deltagelse i regeringen, og de kompromisser partiet har måttet gå ind på, har opfordret hende til at favne bredt.

- Jeg opfatter jo ikke mig selv kun som grøn. Jeg er sådan set meget rød inden i. Og det projekt, jeg sætter mig i spidsen for, er jo, at bekæmpe blandt andet negativ social arv, og det bliver helt centralt i vores fremtidige arbejde, siger hun.

- Rød, grøn og gul og hvilke farver, vi ellers har fået i SF, er noget vås. Jeg synes, at der er en diskussion om, om vi skal søge indflydelse eller ej, og det er rimeligt nok.

- Men jeg har jo noteret mig, at hovedparten af partiet igen og igen har sagt, at SF skal i regering. Og jeg ser sådan set ikke modsætning mellem mig og SF'erne om, om vi skal søge indflydelse. Så dem, der gerne vil det, har jeg det fint med at favne, siger hun.

/ritzau/