Dykkere søger efter person havn i København

Dykkere fra Københavns Brandvæsen gennemsøger lørdag det område i Sydhavnen i København, hvor et vidne fredag mente at have set en person i vandet.

Ved en storstilet eftersøgning fredag aften blev der ikke fundet noget, men lørdag gøres et nyt forsøg i dagslys, oplyser vagtchef Mads Firlings, Københavns Politi.

- Vi har haft det store udstyr ude i aftes (fredag, red.) med varmesøgende kameraer, hvis nogen skulle ligge i vandet og være i live. Det har vi ikke konstateret, men nu prøver vi igen i dag i dagslys, hvor man har et visuelt bedre sigt, siger Mads Firlings.

Ud over dykkerne vil området også blive gennemsøgt igen fra en båd.

- Så må vi se, om vi finder noget, siger Mads Firlings.

Borgeren anmeldte, at vedkommende havde set noget, der kunne ligne en person i vandet i Sydhavnen i nærheden af Sjællandsbroen. På stedet var der også observeret en jakke og en cykelhjelm.

Politiet rekvirerede ved 20.30-tiden en båd og et hold dykkere, ligesom en redningshelikopter med varmesøgende udstyr blev sat ind.

Ifølge vagtchefen var jakken væk, da politiet kom, men cykelhjelmen undersøges nu af politiets teknikere.

Politiet i København har gennem et par uger søgt efter den forsvundne 28-årige Martin Svejgaard Helbo, der forsvandt efter en tur i byen. Vagtchefen vil ikke direkte bekræfte, at det er ham, der ledes efter.

- Vi udelukker intet. Men foreløbig er vi ude for at få be- eller afkræftet, om der er en forulykket person, siger Mads Firlings.

/ritzau/

Dagens Gossip