Dykon hædret som Årets Virksomhed

Blandt andet på grund af sin stålsatte filosofi om at holde dansk produktion i Danmark er Dykon A/S hædret som Årets Virksomhed 2013 af Business Kolding.

- Dykon er optimeret, yderst rentabel, innovativ, perspektivrig og en fornem repræsentant for erhvervslivet i Kolding Kommune. Virksomheden går forrest i at bevare og udvikle dansk produktion i stedet for at flage produktionen ud til lavtlønslande, siger Business Koldings formand, Bent Leon Nielsen.

Ved at indføre automationsteknologi i hele virksomheden når 85 ansatte nu mere, end 140 gjorde for syv år siden. Filosofien om dansk produktion på dansk jord understreges af, at virksomheden har taget initiativ til ‘Made in Denmark’-mærkningen af dyner og puder med “Danske Arbejdspladser” som begrundende undertitel.

- Den stålsatte filosofi om at producere her i landet er et eksempel til efterfølgelse og må gerne danne skole blandt danske virksomheder, så vi producerer og eksisterer i Lunderskov, Kolding og København i stedet for at flytte til Polen eller Indien, siger Bent Leon Nielsen.

Dykon er desuden valgt, fordi virksomheden opfylder alle fem kriterier for at blive Årets Virksomhed: Innovativ, design, vækst, sund økonomi og ansvarlighed.

- Prisen er en bekræftelse af, at vi traf den rigtige beslutning ved at fastholde danske arbejdspladser og tage udfordringen op med udlandet. Alle vil opdage, at der er et stort potentiale i dansk produktion, og at kampen er enormt motiverende for medarbejderne, siger administrerende direktør på Dykon, Peter Bøgh Petersen.

Dykon begyndte for syv år siden en stor turnaround og har siden løbende rationaliseret og optimeret virksomheden, så den i dag er sund og ansætter nye medarbejdere. Nøglefaktorer i virksomhedens turnaround har været automation på alle niveauer samt at sætte de bedste teams af medarbejdere til at løse de varierende opgaver i virksomheden.

Dagens Gossip