Dynamitulykke i Norge koster tre livet

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

En voldsom ulykke med sprængstof kostede onsdag tre personer livet i den norske by Geilo.

To andre kom til skade, da en dynamitladning blev udløst i forbindelse med arbejde i en jernbanetunnel syd for byen, oplyser politiet.

Der er to nordmænd blandt de dræbte, mens identiteten på den tredje omkomne endnu ikke er offentlig kendt af hensyn til vedkommendes pårørende. De to nordmænd arbejdede for entreprenørselskabet T. Engene AS.

De to tilskadekomne på henholdsvis 37 og 38 år blev efter ulykken sendt til sygehuset i Ringerike med lettere skader. Her blev de undersøgt på kirurgisk afdeling og er siden blevet udskrevet.

Politiet fik melding om ulykken 12.31.

På grund af frygt for nye eksplosioner oprettede politiet en sikkerhedszone med en radius på 400 meter rundt om ulykkesstedet kort efter eksplosionen. Samtidig blev der oprettet et flyveforbud over området.

Onsdag aften var bombeeksperter fortsat i gang med at undersøge stedet.

Ifølge indsatslederen er sprængstof blevet spredt over et stort område ved ulykkesstedet, hvilket vanskeliggør sikringsarbejdet for eksperterne.

Det er planen, at alt sprængstof, der bliver fundet, destrueres på et sikkert sted i nærheden.

Flere beboere i området blev evakueret fra deres huse. Det gjaldt blandt andet ægteparret Haldis og Sverre Isungset.

- Jeg har aldrig hørt et brag som det før. Det rystede i hele huset, fortæller Sverre Isungset til avisen Hallingdølen.

Senest en person omkom i en ulykke med sprængstof i Norge var i 2005, hvor en 50-årig mand mistede livet på grund af en ladning, der gik for tidligt af. Det skete i Arendal.

I perioden fra 2000 til 2013 har det norske arbejdstilsyn registreret 615 dødsfald på norske arbejdspladser.

/ritzau/NTB