Dynamo Kiev har givet AaB-direktør et åbent sår

AaB's sportsdirektør Allan Gaarde vil have blandede følelser og måske en lille smule revanchelyst, når Dynamo Kiev-spillerne torsdag aften løber ind på Nordjyske Arena til kampen i Europa League.

Gaarde var nemlig en af hovedpersonerne i et sandt drama mellem de to klubber i 1999, hvor ukrainerne i de sidste sekunder snød AaB for en tur i Champions League.

- Det er simpelthen et åbent sår for mig, siger Allan Gaarde.

AaB havde tabt den første kamp med 1-2 i Aalborg - blandt andet på et mål af den nuværende Dynamo Kiev-træner Serhiy Rebrov - og var ikke levnet mange chancer i returkampen.

Nordjydernes superstjerne Ståle Solbakken var skadet i begge kampe, men alligevel kom aalborgenserne ekstremt tæt på at lave den store overraskelse.

- Vi førte 2-0 i Kiev, og jeg scorede det ene mål. Senere fik vi et tredje mål annulleret, fordi dommeren mente, at bolden var ude over baglinjen inden scoringen, husker Allan Gaarde.

I stedet kom ukrainerne tilbage. Efter reduceringen til 1-2 et kvarter før tid tegnede det til forlænget spilletid, men i dommerens overtid dræbte Dynamos usbekiske angriber Maksim Shatskikh AaB's håb med udligningen til 2-2.

- Det var hårdt. Vi havde et virkelig godt hold dengang. Men jeg husker også, at Dynamo Kiev var en rigtig storklub med stærke spillere, lyder det fra sportsdirektøren.

Det var i øvrigt ikke første gang, at den ukrainske klub slog AaB ud af Champions League. Fire år forinden blev det i playoff-runden til Dynamo Kiev-sejr både ude og hjemme.

Alligevel var det danskerne, der lo sidst, for Dynamo Kiev forsøgte i den første gruppekamp i Champions League at bestikke dommertrioen og blev straks smidt ud af turneringen.

AaB overtog pladsen og blev dermed Danmarks første deltager i Champions Leagues gruppespil.

Bemærkelsesværdigt er det, at i kampene i såvel 1995 som 1999 blev Dynamo Kievs mål vogtet af Oleksandr Shovkovskiy. Den nu 39-årige keeper er stadig aktiv i klubben, hvor han officielt har status af anfører, selv om han ikke længere er sikkert førstevalg.

- Det er lidt sindssygt, at han stadig er med, griner Allan Gaarde.

AaB og Dynamo Kiev mødes klokken 19.

/ritzau/

Dagens Gossip