Dyne-Larsen polstrer sig med køb af møbelvirksomhed

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

Den kendte erhvervsmand Lars Larsen - også kaldet dyne-Larsen - overtager møbelvirksomheden Actona Company A/S.

Det oplyser Jysk-koncernen, som ejes af Lars Larsen, i en pressemeddelelse.

Dermed bliver Actona en del af Lars Larsen Gruppen, der ud over Jysk blandt andet består af en række andre møbelkæder. Det nye medlem omsætter for 1,1 milliarder kroner og har over 1200 ansatte.

- Actona er en sund virksomhed med gode værdier, en meget kompetent ledelse og en stærk organisation.

- Samtidig ligger virksomhedens forretning inden for et område, som vi i Lars Larsen Gruppen ved noget om, så jeg er meget glad for, at vi har fået en aftale i stand, siger Lars Larsen.

Hos Actona er der en overbevisning om, at det nye ejerskab kun vil styrke selskabet, fortæller Actonas administrerende direktør, Torben Villadsen.

- Vi får en ejer, der har et langsigtet perspektiv og vil virksomheden det bedste, og vi kan nu fortsætte det gode samarbejde, som vi altid har haft med kunder og samarbejdspartnere, siger Torben Villadsen.

Lars Larsen Gruppen består i dag af en række forskellige virksomheder. Fælles for dem alle er, at de er helt eller delvist ejet af Lars Larsen, men derudover bliver de drevet som selvstændige brands og organisationer.

Det er også tilfældet med Actona, understreger Lars Larsen.

- Actona har et stærkt navn i branchen, og ledelsen ved, hvad der virker og har et meget fornuftigt syn på, hvordan virksomheden skal udvikles yderligere.

- Som ny hovedaktionær er mit job nu at give dem de bedste betingelser for, at de kan vokse sig endnu stærkere som selvstændig virksomhed i Lars Larsen Gruppen, siger den jyske milliardær.

Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

/ritzau/