Dynekongen vil have flere sponsorer til Made in Denmark

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Tilskuerrekorden fra sidste år på 82.798 ser ud til at blive slået i år, men hvis fremtidige udgaver af European Tour-turneringen Made in Denmark skal fortsætte samme positive udvikling, skal der flere sponsorer med i projektet.

Det mener Lars Larsen, der er ejer af Jysk og storsponsor for turneringen.

- Jeg vil også fremadrettet have lov til at kunne kalde mig købmand. Det gør jeg ikke ved at rende rundt og smide pengene ud. Der skal være sund fornuft i økonomien. Men det er godt for turneringen, hvis vi er mange, som står sammen, siger Lars Larsen.

Ambitionen er nemlig, at præmiesummen skal hæves fra de nuværende 1,5 millioner euro. Tidligere har det været fremme, at arrangørerne ønsker at hæve beløbet med 300.000 euro, så den samlede præmiesum er 1,8 millioner euro (13,4 millioner kroner).

Hvis den ambition skal realiseres, kræver det dog flere sponsorer, der kan spytte i kassen i Himmerland.

- Der er konkrete planer om at hæve præmiesummen, men det afhænger af sponsorerne, for Lars har aldrig ønsket, at det skal være en privatfest, siger turneringens promotor Flemming Astrup med henvisning til milliardæren Lars Larsen.

En anden kæphest for arrangørerne er turneringens placering på golfkalenderen. I ugerne op til turneringen i Gatten er der nemlig to store turneringer i USA; Bridgestone Invitational og PGA Championship.

Det betyder, at flere af de største navne vælger turneringen i Danmark fra til fordel for en uges hvile. Det ses blandt andet ved, at den forsvarende mester, Marc Warren, er eneste repræsentant i turneringen fra verdensranglistens top-50.

- Vi har nogle vejrmæssige hensyn at tage. Juni er for risikabel, mens juli er umulig, fordi sponsorerne ikke kan få nogle gæster til at komme.

- Det efterlader os med august, hvor to af ugerne er optaget af en major og en semimajor, men hvis vi også ligger der om ti år, så har vi også store spillere, men tingene tager bare tid, siger Flemming Astrup.

Endnu en udfordring for turneringen er de såkaldte appearance money, hvor de største spillere bliver betalt for at møde op. Storsponsoren Lars Larsen afviser dog endnu en gang, at han vil bakke op om den model.

I stedet har han et godt tilbud til European Tour-arrangørerne.

- Jeg håber hen ad vejen, at vi sammen med European Tour kan lave en regel om, at de forkælede top-ti spillere skal spille tre turneringer fra midterstadiet og nedad, hvis de vil spille på Europa Tour.

- Så tvinger vi dem til at yde noget for golfsporten, i stedet for at de bare tager de lavthængende frugter, siger dynekongen fra Jysk.

Vinderen af Made in Denmark findes søndag omkring klokken 17, hvor de sidste spillere er færdige med fjerde runde.

/ritzau/