Dyre bilkøer giver mere vejarbejde om natten

Skrevet af admin

04/01/2014

Dagens topnyheder

Et stigende antal vejarbejdere må trække i arbejdstøjet, når vi andre holder fyraften.

Bilisternes ventetid er nemlig rykket op på dagsordenen, når Vejdirektoratet planlægger motorvejsarbejde, skriver Avisen.dk.

Der er blevet sat kroner og ører på bilisternes tid i kø, og det betyder, at flere vejarbejdere udkommanderes til treholdsskift og weekendarbejde for at forstyrre bilisterne mindst muligt.

- Tid er penge for bilisterne. Derfor er trenden, at vi lægger mere vægt på at få vejarbejder ordnet på en måde, der giver færre gener for trafikken, siger driftsdirektør Niels Christian Skov Nielsen i Vejdirektoratet til Avisen.dk.

Det betyder blandt andet, at nattebilister kan møde asfalthold helt ud på de små timer på de fleste motorveje i landet - og at arbejdet på store projekter som udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen heller ikke bliver et 7-15-job.

For at vælge om et vejarbejde skal laves hurtigt, har Vejdirektoratet de senere år brugt et katalog over, hvilke udgifter for samfundet bilkøerne og forsinkelserne giver.

En privatperson, der bliver forsinket, er sat til at koste 122 kroner i timen. Sidder man i kø i arbejdstiden, er det sat til en udgift på 512 kroner.

Udregningen for Vejdirektoratet er så, hvad bilisterne i køen koster, kontra hvad det koster ekstra at sende vejarbejderne ud efter almindelig arbejdstid.

- Vi vurderer hver gang det samlede billede: Hvad, der generer trafikanterne mindst muligt, er bare et blandt flere kriterier, siger Niels Christian Skov Nielsen.

Forenede Danske Motorejere (FDM), der er bilejernes talerør, er vilde med natarbejdet.

- Det er fortræffeligt, at myndighederne gør noget for at mindske de gener, der er ved, at der i disse år bliver pumpet over 90 milliarder ud på at forbedre infrastrukturen, siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i FDM, til Avisen.dk.

3F er fagforening for de fleste af de faggrupper, der skal udføre projekterne. Her er man positiv over for mere natarbejde.

- Så længe man følger overenskomsten, og der er styr på sikkerheden, så er det i orden med os, siger forhandlingssekretær Tonny Holm til Avisen.dk.

/ritzau/