Dyre middage på særlig konto i PET

Politiets Efterretningstjeneste har brugt penge, der er øremærket til betaling af hemmelige kilder, til dyre afskedsmiddage.

Det afslører Ekstra Bladet torsdag og skriver blandt andet om en middag på restaurant Umami. Her spiste og drak 10 PET-chefer for næsten 10.000 kroner.

Problemet er ifølge avisen, at regningen er betalt via en konto, som er hemmelig.

De såkaldt "særlige midler" skal blandt andet gå til betaling af meddelere, der arbejder for PET.

Størrelsen og karakteren af udgifterne til denne form for operativt arbejde holdes hemmelig af PET, og der er så meget tys-tys om disse udgifter, at bilagene makuleres hvert halve år.

På grund af Ekstra Bladets interesse for PET-chef Jakob Scharfs måde at forvalte midlerne på, vil PET nu ændre praksis.

PET skriver i et brev til Justitsministeriet, at udgifter til chefers afskedsmiddage, receptioner mv. ikke længere dækkes af "de særlige midler."

Jakob Scharf har ikke ønsket at besvare spørgsmål fra Ekstra Bladet om den fejlagtige brug af pengene.

Det er ikke muligt at få klarhed over i, hvor lang tid misbruget har fundet sted.

På Aarhus Universitet lufter professor Søren H. Mørup i Ekstra Bladet den mistanke, at det også delvist skyldes en interesse i at undgå offentlighed, at PET har brugt penge fra den særlige konto.

/ritzau/

Dagens Gossip