Dyre rejser koster drømmeuddannelsen

Syv ugers studieophold i Australien, en studierejse til USA eller en måneds undervisning i Kina. Flere almene gymnasier og især handelsgymnasierne tilbyder i dag eleverne en international linje, som inkluderer dyre studierejser til udlandet.

Men eftersom eleverne selv skal betale de ofte obligatoriske rejser, der kan koste mere end 50.000 kroner, udelukkes nogle elever ifølge Jyllands-Posten i praksis ikke blot fra rejsen, men fra hele den treårige studieretning, fordi de ikke har råd.

De må vælge en anden studieretning.

Det er problematisk, at de offentlige ungdomsuddannelser i al ubemærkethed reelt har indført brugerbetaling, som fører til øget ulighed og deler eleverne op i A- og B-hold, lyder det fra flere kritikere.

- Den øgede egenbetaling, som er indført ad bagvejen, kan være med til at skabe voldsomme skel og polarisering mellem eleverne og kan i sidste ende præge unges uddannelsesvalg.

Det siger Camilla Hutters, som er forskningsleder på Center for Ungdomsforskning på Aarhus Universitet.

- Uanset om rejserne er frivillige eller obligatoriske, kan elever, der ikke har råd, ikke bare uden videre vælge selve studierejsen fra, for den indgår i undervisning og pensum, tilføjer hun ifølge Jyllands-Posten.

Avisen har via hjemmesider og telefonopkald undersøgt over 100 gymnasier og handelsskoler, hvoraf cirka 40 tilbyder en eller flere internationale linjer med studierejser, der koster mere end 7000 kroner og op til 51.000 kroner per elev.

Flere skoler skriver, at rejserne er obligatoriske, men det strider mod reglerne, for ifølge Ministeriet for Børn og Undervisning skal de være frivillige.

/ritzau/

 

Dagens Gossip