Dyre teaterbilletter skræmmer publikum

I mange år var den 65-årige og for nyligt pensionerede lærer Merete Thygesen en hyppig teatergænger. Mindst 16 gange om året satte hun sig til rette i teatrets mørke veloursæder, men i løbet af de seneste par år har hun skåret sine teaterbesøg ned til de halve, skriver Information.

- Nu er jeg nede på otte gange om året, for det er simpelthen blevet for dyrt, forklarer hun til Information.

Merete Thygesen er derved medvirkende til, at teatrenes billetsalg daler - og hun er langfra den eneste. Som Information i går kunne fortælle, er antallet af solgte teaterbilletter faldet markant gennem de seneste 30 år. Sammenlignet med sæsonen 1981-1982 blev der i sæsonen 2011-2012 solgt 33 procent færre billetter.

I Kulturvaneundersøgelsen 2012 lød et af spørgsmålene: 'Hvorfor ser du sjældent eller aldrig teater eller andre forestillinger?' 32 procent af de adspurgte svarede, at det er 'for dyrt' at gå i teatret. Et svar, som kun blev overgået af muligheden 'Det interesserer mig ikke', som 52 procent svarede.

Lektor og fagleder ved Teatervidenskab på Københavns Universitet Stig Jarl mener, der er flere årsager til, at antallet af solgte teaterbilletter er for nedadgående, men at en meget væsentligt årsag er, at det er for dyrt at gå i teateret.

- Der er ingen tvivl om, at Det Kongelige Teater har nået toppen af billetpriserne. Jeg tror måske også, at de er nået over den maksimale pris, som publikum vil give, vurderer han.

At Merete Thygesen er begyndt at gå mindre i teatret, skyldes primært, at Det Kongelige Teater har fjernet de rabatordninger, hun plejede at benytte sig af. Købte man billetten på dagen, kostede den nemlig kun det halve. I dag er det kun børn og unge, studerende og pensionister, der kan få rabat til Det Kongelige Teaters forestillinger.

- Jeg synes, det er dårligt, at det kun er de studerende, der kommer ind til halv pris. Jeg ved godt, at det ikke kun skal være de gamle, der går i teater, men det er os, der er med til at opretholde rigtig mange af de kulturelle tilbud, siger Merethe Thygesen.

 

Dagens Gossip