Dyrebeskyttere slår alarm: Ny sag om efterladte kæledyr

Skrevet af admin

07/06/2016

Dagens topnyheder

Tre kattekillinger blev forleden efterladt i en papkasse ved en rasteplads ved Lunderskov nær Kolding.

Det er hverken første - og formentlig heller ikke sidste - gang, vi kommer til at høre om efterladte kæledyr denne sommer.

Men fundet skaber frustrationer hos Dyrenes Beskyttelse.

- Det er forkasteligt, at folk kan behandle dyr på den måde, siger dyreværnschef Henrik Bucholdtz, Dyrenes Beskyttelse.

- Det er en klar overtrædelse af dyreværnsloven bevidst at putte tre killinger i en papkasse og stille kassen en varm sommerdag på en rasteplads, siger han.

Kattekillingerne blev heldigvis opdaget af forbipasserende, og Dyrenes Beskyttelse har fundet en ammemor til killingerne, der vurderes at være cirka tre uger gamle.

I 2015 modtog Dyrenes Beskyttelse henvendelser om 3509 dyr, som var blevet efterladt i naturen eller hos personer, som ikke havde noget med dem at gøre.

Det var en stigning på 48 procent i forhold til året før.

Ifølge dyreværnschefen er der flere knapper, man kan dreje på for at forsøge at løse problemet.

- Det handler blandt andet om, at man skal indføre en kattelovgivning, så man gør mærkning af katten obligatorisk på samme måde som med hunde.

- Men det handler også om, at der sker en politimæssig efterforskning, så man får nogle sager på bordet, så man kan sige, at dyreværnsloven tages bogstaveligt, siger Henrik Bucholdtz.

Det aktuelle fund af de tre killinger ved Lunderskov er blevet politianmeldt af Dyrenes Beskyttelse, men organisationen oplever ofte, at man støder panden mod muren, når det gælder den politimæssige efterforskning.

- Politiet er presset og har ikke tid til at efterforske sagerne, selv om vi mener, der er tale om en klokkeklar overtrædelse af dyreværnsloven, siger Henrik Bucholdtz.

Politikerne på Christiansborg har netop strammet lovgivningen, så der vanker skrappere straffe og højere bøder til personer, der behandler dyr uforsvarligt.

Men det hjælper ifølge Dyrenes Beskyttelse ikke meget, hvis ikke der er de fornødne ressourcer hos politi og anklagemyndighed til at følge op på sagerne.

/ritzau/