Dyrevenner raser: Tyren Lorenzo slog matador ihjel - nu skal hele dens familie udslettes

Skrevet af Morten Larsen

12/07/2016

Dagens topnyheder

Lørdag eftermiddag blev den 29-årige tyrefægter Victor Barrio dræbt på direkte fjernsyn, da han i en arena i den spanske by Teruel fik gennemboret brystkassen af hornene på en tyr.

I går råbte folk 'torero, torero' til kisten med den professionelle matador, da han blev båret ud af den propfyldte kirke i landsbyen Sepulveda.

Læs også: Chokerende optagelser: Spansk matador blive stanget ihjel af tyr på direkte tv

Det siges, at tyren med de dræbende horn er blevet aflivet i et slagterhus, og nu risikerer lørdagens begivenheder i tyrefægterarenaen at koste endnu et liv.

Ifølge britiske Metro skal moderen til tyren Lorenzo, der tog livet af den spanske matador, slagtes på grund af traditionerne for tyrefægtning i Spanien.

Der skal sættes et punktum for slægtslinjen, hvis en tyr mod forventning skulle vinde den ulige og traditionsrige kamp i den blodige arena, lyder skikken.

Dyreværnsaktivister har siden weekenden kæmpet for at forhindre aflivningen.

- Vi afviser traditioner baseret på vold, hævn og blod, lyder det for dyreorganisationen Pacma, der må indse, at deres protester næppe bliver hørt. 

Spansk tv sendte direkte fra begivenhederne, og dermed kunne tv-seerne chokerede se til, mens den 29-årige matador blev spiddet af den store tyr.

Victor Barrio blev efterfølgende hastet til hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde efter de fatale skader, han havde pådraget sig.

Både kong Felipe og den spanske premierminister har udtrykt deres medfølelse til enken og de andre efterladte til den døde tyrefægter.

Victor Barrios død er første gang, at en spansk matador mister livet i en tyrefægtningskamp i dette årti.

Følg Dagens Dyr for flere lignende artikler: