Dyrlæge-app nomineret til Danish App Awards

Skrevet af Sara Christiansen

23/10/2012

Dagens topnyheder

Med denne nye app har du førstehjælp til dit kæledyr lige ved hånden.

Så hvis hunden pludselig halter søndag eftermiddag, katten kaster op, eller du lige skal have tjekket, hvordan fuglens klør skal klippes, så er der råd og vejledning i app'ens sygdomsregister.

Ved hjælp af en smart symptom-menu er det nemt at finde svar på, hvordan man selv kan hjælpe dyret her og nu, og om det er nødvendigt at søge dyrlæge med det samme. Og her er app'en også smart, for den kan give dig kontaktoplysninger til den nærmeste dyrlæge, og guide med ruteanvisninger, uanset hvor du befinder dig. Meget praktisk hvis man er ude at rejse.

Men også dyrene i naturen har fordel af app’en. De har nemlig deres helt eget menupunkt med en alarm-knap med direkte opkald til Dyrenes Beskyttelse. Det kan være nyttigt, hvis uheldet er ude, og man fx rammer et rådyr på en mørk landevej. Samtidig sikrer app'ens GPS-funktion, at du med det samme har den nærmeste adresse lige ved hånden, så du straks kan oplyse den, når du ringer, og der kan komme hurtig hjælp til det sårede dyr.

App'en fungerer i øjeblikket kun hvis man har en iPhone, men vil snart blive tilgængelig på Android også

MyPetVet, som er udviklet i et samarbejde mellem Dyrlægehuset i Odense og appFactory, er nu nomineret til Danish App Awards, som en af de mest seriøse og brugervenlige apps.