Dyrt brød trods rekordhøst

På verdensplan spås kornhøsten til at blive den største nogensinde. Det har allerede påvirket råvarebørserne, der oplever et prisfald. Alligevel er forbrugerpriserne i Danmark endnu ikke blevet påvirket. Brødpriserne ligger stadig i den høje ende. Og det er ikke en førstegangsaffære.

»I forbindelse med tidligere prisudsving på korn har vi set en påfaldende tendens: Når kornpriserne stiger, stiger brødpriserne næsten omgående og nogle gange endda mere, end prisstigningen på korn giver belæg for. Når kornpriserne efterfølgende falder, sænkes brødpriserne kun ganske svagt og med betydelig forsinkelse,« forklarer seniorrådgiver Henning Otto Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, til Jyllands Posten.

Han har analyseret på samspillet mellem råvarepriser og forbrugerpriser i forskellige EU-lande. Analysen viser, at danskerne ikke har fået noget udbytte af prisfaldene på råvarebørserne. De seneste ni måneder er kornprisen faldet med 25 procent, men der er intet sket med de danske forbrugerpriser på brød.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Men der er ikke meget at gøre ved skævvridningen mellem kornhøsten og brødpriserne. Det strider nemlig ikke på nuværende tidspunkt med lovgivningen.

»Vores analyser har tidligere påvist, at brødpriserne er højere, end de burde være, men vi kan kun skride ind, hvis der er tale om en overtrædelse af konkurrenceloven. Det kan for eksempel være misbrug af en dominerende stilling eller karteldannelse, hvilket vi ikke umiddelbart har fundet tegn på i brødbranchen«, siger souschef i KF, Jacob Borum til Jyllands Posten.

Ser man bort fra, at det ikke umiddelbart har en positiv effekt på priserne for brød i Danmark, så er det yderst nødvendigt for verden med en rekordhøst. Claudio Pelsen, direktør i grovvarekoncernen DLG - en af europas største kornhandlere forklarer til Jyllands Posten, at der er brug for den store høst af korn i forhold til, at forbruget stiger konstant i verden - man ser en forbrugsstigning af korn på i gennemsnit 30 mio. tons om året.

Det skyldes blandt andet, at befolkningstallet i verden vokser med 75 mio. mennesker om året. Og især Asiens store stigning af forbrugere, der ventes at gå fra de i dag 500 mio. mennesker til omkring de 1,8 mia. i 2020, gør heller ikke efterspørgslen mindre.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip