Dyster rapport: Trafikulykker tager livet af flest unge

Skrevet af admin

19/10/2015

Dagens topnyheder

Hvert år dør cirka 1,25 millioner mennesker i trafikken rundt omkring i verden, viser en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

- Trafikken i Afrika er farligst, men udviklingen går nu den rigtige vej, hedder det i rapporten, som fastslår, at trafikulykker er den hyppigste dødsårsag for mennesker i alderen 15-29 år.

Dødsulykker i trafikken koster i gennemsnit myndighederne tre procent af bruttonationalproduktet, oplyses det.

- Antallet af trafikdræbte er uacceptabelt højt, især blandt folk i fattige lande, siger WHO-chef Margaret Chan.

- Rapporten viser, at strategierne for at gøre vejene mere sikre redder liv. Men den viser også, at udviklingen går for langsomt, siger Chan videre og henviser til, at mange lande har lavet forbedringer med en strammere lovgivning, der regulerer køretøjer og infrastruktur.

90 procent af de årlige trafikdrab sker i fattige eller relativt fattige lande, selv om antallet af køretøjer i disse lande kun udgør 54 procent af alle køretøjer i verden.

Mens der på årsbasis i trafikken dør 26,6 for hver 100.000 indbyggere i Afrika, er det tilsvarende tal i Europa 9,3. Europa er dermed det kontinent, hvor der er mindst risiko for at miste livet i trafikken.

USA, Indonesien og Nigeria er blandt de lande, som ikke gør nok for at levere "den bedste sikkerhed og den bedste praksis", skriver WHO i rapporten om den globale trafiksikkerhed.

- Bilproducenterne kan også bidrage, understreger WHO's eksperter.

- For ofte er sikkerhedsforanstaltninger blevet ofret for at holde priserne på biler nede, siger Etienne Krug fra WHO, som opfordrer til strammere lovgivning om hastighed, alkohol, brug af motorcykelhjelme, sikkerhedsbælter og børnesæder.

Cyklister, motorcyklister og fodgængere er de mest sårbare i trafikken og udgør 49 procent af ofrene.

Etienne Krug siger også, at hurtigere og bedre behandling og førstehjælp har afgørende betydning.

- Det behøver ikke at være dyrt. Ambulancer med et minimum af udstyr og uddannede ambulancefolk kan gøre virkelig meget, hedder det.

/ritzau/Reuters