Easyfood kom ud af 2012 med 1,7 millioner kroner i overskud

Fødevarevirksomheden Easyfood i Kolding øgede i 2012 omsætningen med over 10 procent til 180 millioner kroner. Til gengæld er resultatet efter skat faldet – det skyldes en ny stor offensiv på eksportmarkederne i Rusland, Kina og flere europæiske lande.

Omsætningen steg i 2012 med til 180 millioner kroner, men overskuddet blev kun på 1,7 millioner kroner efter skat mod 3,1 millioner kroner året før.

- I dag sælger vi mere end 90 procent af vores produkter på hjemmemarkedet, og det gør os alt for sårbare – ikke mindst på et marked, der er ekstremt presset og udvikler sig trægt. Vi glæder os selvfølgelig over, at vi har øget omsætningen under de forhold, men nu ønsker vi at sprede indtjeningen ud på flere lande og komme ind på markeder, der er i hastig vækst og har stor efterspørgsel efter den type produkter, vi producerer. Derfor har vi valgt ikke at gemme til bundlinjen og i stedet være ekstremt offensive, siger administrerende direktør, Flemming Paasch.

Easyfood er for eksempel en del af Udenrigsministeriets særlige vækstprogram Vitus Vækst i forhold til det russiske marked og får dermed støtte i eksportarbejdet fra den danske ambassade, mens man i Kina arbejder sammen med folk med lokalkendskab.

Easyfood forventer i 2013 at øge omsætningen med yderligere 11 procent. Virksomheden blev etableret i 2001 og er siden blevet kendt for sin innovative og fleksible tilgang til fødevarefremstilling – både i forhold til udvikling og produktion.

Dagens Gossip