EB vil gå langt for at løse konflikt med Eddy

Parterne skal mødes igen torsdag, og også TV 2 har endnu en aftale sat i kalenderen med fagforeningen. Mens TV 2 ikke ønsker at kommentere sagen, mens den er i gang, gør Ekstra Bladets chefredaktør klart, at han gerne ser sagen afsluttet.

»Vi har et eneste ønske; at få afsluttet sagen med Eddy Lopez, så han føler, at han er kommet til orde. Og det mener vi, at både Søfartens Ledere og vi har en fælles interesse i. Derfor har vi stillet nogle forskellige forslag til dem om, hvad vi kan forestille os, at der skal ske,« siger Poul Madsen.

Han vil dog ikke uddybe forslagene, fordi fagforeningen og Lopez selv skal have lov at forholde sig til dem først. Og selv om han ønsker sig et interview med hovedpersonen selv, hvor han fremfører sin kritik i avisen, er Poul Madsen ikke interesseret i at trække konflikten ud.

»Vi har ingen interesse i at have en konflikt kørende med Eddy, så vi vil gerne have den her sag løst, og det vil vi gå langt for at gøre,« siger han.

Klagen til Pressenævnet gælder ifølge b.dk både Ekstra Bladets intensive dækning af sagen under kampagnenavnet »Skal Søren og Eddy rådne op i Somalia« og TV 2-udsendelsen »De Danske Gidsler - Mareridtet i Somalia,« som blev vist få dage før, Eddy Lopez og kollegaen Søren Lyngbjørn blev sluppet fri.

De to sømænd blev taget som gidsler sammen med fire filippinske kolleger i januar 2011. Der sad de 838 dage i fangenskab, før de 30. april i år blev løsladt af de somaliske pirater. Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, skrev søndag, at henvendelsen fra Søfartens Ledere var »overraskende og trist.«

Det er endnu ikke lykkes for Berlingske Nyhedsbureau at få en kommentar fra direktøren fra Søfartens Ledere, Fritz Ganzhorn.

Dagens Gossip