Ebola-håb kan nu testes på mennesker

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

Et amerikansk selskab har fået sat skub i sin ansøgning om at sende et middel mod virussen ebola på markedet.

De amerikanske sundhedsmyndigheder har gjort det muligt for Tekmira Pharmaceutical igen at teste sit middel på mennesker, efter at forsøgene blev sat i bero sidste måned. Nogle af forsøgspersonerne havde nemlig reageret negativt ved høje doser.

Ebola har i øjeblikket verdens bevågenhed, efter at et hidtil uset stort udbrud af virussen har ramt det vestlige Afrika.

- Vi har nøje overvåget udbruddet af ebolavirus og dets konsekvenser, og vi er villige til at hjælpe med enhver ansvarlig brug af TKM-Ebola (midlets navn, red.), siger administrerende direktør hos Tekmira Pharmaceutical, Mark Murray, i en meddelelse.

Knap 1000 personer er blevet dræbt under udbruddet af virussen.

Tekmiras behandlingsmiddel er en af tre lægemiddelkandidater på verdensplan, som har vist særligt lovende resultater i forsøg med aber. Men det er stort set uprøvet på mennesker.

Tidligere på ugen fik et californisk biotekselskab international anerkendelse for sit serum, der kaldes Zmapp. Midlet, som er i forsøgsfasen, har angiveligt hjulpet to amerikanske nødhjælpsarbejdere, der er blevet smittet med ebola i Vestafrika.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sagde onsdag, at et hold etiske eksperter næste uge mødes for at veje argumenterne for og imod brug af eksperimentel medicin mod ebola.

USA har torsdag beordret pårørende til amerikanske ambassadeansatte i Liberia at vende retur til deres hjemland på grund af udbruddet af ebolavirus i det vestafrikanske land. Også Sierra Leone, Guinea og Nigeria er ramt.

Samtidig advarer det amerikanske udenrigsministerium mod rejser til Liberia og gentager dermed en tidligere opfordring fra sundhedsmyndighederne.

/ritzau/AFP