Ebola-lande fejrer første uge uden nye smittetilfælde

Skrevet af admin

08/10/2015

Dagens topnyheder

Godt nyt fra Sierra Leone, Guinea og Liberia.

I en uge er der ikke blevet registreret et eneste nyt tilfælde af virussygdommen ebola i de tre vestafrikanske lande, der har været hårdt ramt af det udbrud, som blev erklæret i foråret 2014.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er flere end 11.000 personer døde af sygdommen i de tre lande, men ingen er blevet smittet med ebola i den uge, der sluttede 4. oktober.

Det er første gang siden udbruddets begyndelse, at en uge er gået, uden at bare én person er blevet smittet.

Det seneste udbrud af ebola er det værste nogensinde.

I år er antallet af nye smittede dog faldet drastisk, men WHO siger, at der fortsat er en risiko for, at sygdommen bryder ud igen.

Eksempelvis vurderes over 500 personer i Guinea at have været i "farlig" kontakt med en ebolapatient. De personer bliver der holdt ekstra øje med i sundhedsvæsnet.

I Sierra Leone har myndighederne desuden mistet kontakten til to såkaldte højrisiko-personer.

Sierra Leone udskrev sin sidst kendte ebolapatient 28. september, men må vente 42 dage, før man kan erklære sig ebolafrit.

Det stempel fik Liberia for anden gang 3. september, efter at der i juni blev konstateret nye tilfælde.

Guinea har registreret sit senest tilfælde 27. september.

I alt 28.457 personer er blevet smittet med sygdommen siden december 2013 ifølge WHO.

Der fandtes inden udbruddet ingen vaccine mod ebola, men de mange sygdomstilfælde har sat skub i udviklingen og skabt lovende resultater.

Det danske selskab Bavarian Nordic arbejder blandt andet på at lave en ebolavaccine.

/ritzau/Reuters