Ebola skaber bekymring i Texas

Skrevet af admin

01/10/2014

Mest læste i dag

Det første tilfælde af ebola, der er diagnosticeret i USA, har ført til frygt for, at virusset kan sprede sig til en af landets største storbyer.

Den smittede er en mand, der behandles på et hospital i Dallas.

Myndighederne siger, at de er i gang med at overvåge 12-18 mennesker, som har været i kontakt med ebola-patienter. Et ambulancehold, som var tæt på ebola-patienten, er testet negative for sygdommen, og myndighederne siger onsdag, at der ikke er mistanke om, at flere kan være blevet smittet.

Men senere kom det frem, at flere skolebørn har været i kontakt med patienten, og de overvåges nu i deres hjem.

Patienten, der var i kritisk tilstand onsdag, menes at være blevet smittet under et ophold i Liberia i Vestafrika. Han kom 20. september til Texas for at besøge familie, men efter nogle dage søgte han behandling, fordi han følte sig sløj, skriver CNN.

Antallet af døde under udbruddet af ebola i Vestafrika havde onsdag kostet mindst 3338 mennesker livet. Det samlede antal registrerede tilfælde er 7178, oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Ebola-eksperten Peter Piot, der opdagede ebolavirusset i 1970'erne, advarer om, at ebola kan være på vej til Asien, hvor det navnlig er Indien, som er i fare.

Peter Piot, som i dag leder Londons Institut for Hygiejne og Tropemedicin, siger, at han er urolig for de mange indere, som arbejder inden for handel og industri i Vestafrika.

- Der skal ikke mere til, end at en af dem bliver syg og rejser tilbage til Indien og møder venner og familie, inden sygdommen er brudt ud. Når han så søger hjælp på et hospital vil flere blive smittet, da indiske læger og sygeplejersker sjældent bruger beskyttelseshandsker, påpeger Piot over for Der Spiegel.

/ritzau/Reuters