Ebola-smittet brite er ankommet til London

En britisk statsborger, som er smittet med den dødbringende ebola-virus, er ifølge BBC søndag aften landet i London, hvor han skal behandles.

Manden, der har været sundhedsarbejder i Sierra Leone, er ikke i øjeblikket "alvorligt syg", siger en talsmand for det britiske sundhedsministerium.

Den smittede er blevet transporteret af det britiske luftvåben, RAF, i et specialudstyret fly af typen C-17.

Han er den første brite, som er blevet smittet med ebola under det aktuelle udbrud af sygdommen.

Dødstallet er oppe på 1427, siden udbruddet begyndte i det vestlige Afrika. Sierra Leone er sammen med Guinea og Liberia hårdest ramt, men i Nigeria har der også været enkelte dødsfald.

Verdenssundhedsorganisationen WHO skønner, at det sandsynligvis vil tage seks til ni måneder at bremse epidemien. Hjælpeorganisationer, blandt andet Læger uden Grænser, har advaret om, at sygdommen nu er ude af kontrol.

Der findes endnu ingen sikker kur mod ebola. Men en amerikansk læge og en sygeplejer, som blev smittet i Liberia, blev tidligere i denne uge udskrevet fra et hospital i USA efter at have fået en medicin, som er på prøvestadiet.

Derimod døde en spansk præst, som også blev smittet i Liberia, efter at have modtaget behandling med den samme eksperimentelle medicin.

/ritzau/

Dagens Gossip