Ebola-smittet læge er udskrevet efter behandling

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske læge Kent Brantly er ikke længere indlagt til behandling for den smitsomme og ellers uhelbredelige sygdom ebola.

Brantly blev smittet, da han behandlede ofre for smitten i Liberia i Afrika, og han kom så hjem til USA, hvor han blev behandlet med eksperimental-medicin.

Og nu er hans helbred så godt, at han er udskrevet fra hospitalet, meddeler Samaritans Purse, der er den velgørenhedsorganisation, han arbejder for.

Lægen blev behandlet på Emory University Hospital i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Han blev behandlet med præparatet ZMapp.

Der findes ikke noget officielt præparat mod ebola, der i øjeblikket hærger i flere vestafrikanske stater.

Verdenssundhedsorganisationen WHO meddelte onsdag, at antallet af dødsofre for smitten er steget til 1350 i Vestafrika.

Der er samtidig rapporteret 2473 mistænkte smittetilfælde i området.

Ebola-smitten hærger specielt i Liberia, hvor regeringen blandt andet har afspærret et område af hovedstaden Monrovia i et forsøg på at inddæmme smitten, og i Guinea, Sierra Leone og Nigeria.

/ritzau/Reuters