Ebola-udbrud i millionby: 10 personer er nu smittet

Sundhedsmyndighederne i Nigeria siger nu, at der er 10 bekræftede tilfælde af den frygtede ebola-virus i megabyen Lagos, der er hjem for cirka 21 millioner mennesker.

Tidligere havde myndighederne konstateret syv tilfælde af ebola-smitte.

Indtil videre har to af de smittede mistet livet, herunder en mand fra Liberia, der bragte smitten med sig til Afrikas folkerigeste land, siger sundhedsmyndighederne.

Alle de smittede er personer, der har haft direkte kontakt med manden, Patrick Sawyer, der kollapsede kort efter at være ankommet til lufthavnen i Lagos 25. juli, siger sundhedsminister Onyebuchi Chukwu på et pressemøde.

Ebola har taget livet af mennesker i fire vestafrikanske lande - Guinea, Liberia, Sierra Leone og Nigeria.

Ifølge den seneste opgørelse fra Verdenssundhedsorganisation, WHO, har 932 personer mistet livet siden virussens udbrud i starten af året.

Derudover er flere end 1711 mennesker enten bekræftet smittet eller mistænkes for at være det.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip