ECB fastholder renten på en kvart procent

Den europæiske centralbank ECB fastholder renten på rekordlave 0,25 procent. Det står klart efter torsdagens rentemøde.

Det var ventet af langt de fleste økonomer, at der ikke ville blive pillet ved renten i denne omgang. Heller ikke Helge J. Pedersen, global cheføkonom i Nordea, er overrasket.

- ECB's beslutning om at holde renten uændret betyder, at Nationalbanken kan holde tidligt fri på denne i øvrigt stormfulde torsdag, og at der er udsigt til lave renter også herhjemme i lang tid endnu, siger Helge J. Pedersen i en kommentar.

ECB's beslutning skal ses i lyset af den overraskende rentesænkning i november, hvor ECB satte renten ned fra 0,5 til de nuværende 0,25 procent.

ECB 's topchef, Mario Draghi, vil senere torsdag på et pressemøde uddybe bankens beslutning om at fastholde renten i december.

- Det bliver nu spændende at følge pressemødet, som begynder kl. 14.30, siger Helge J. Pedersen.

- Centralbankchef Draghi vil formentlig fremhæve, at det økonomiske opsving i euroområdet fortsat er skrøbeligt og gentage, at renten vil blive holdt på det nuværende eller et lavere niveau i lang tid fremover, tilføjer han.

Novembers rentesænkning var den første siden maj, hvor ECB satte renten ned med et lidt større hak. Her blev renten sænket fra 0,75 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV