ECB holder renten uændret

Skrevet af admin

07/08/2014

Dagens topnyheder

Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder den ledende rente på rekordlave 0,15 procent, men advarer på sit månedlige møde om, at konflikten mellem EU og Rusland kan svække den økonomiske vækst i Europa.

ECB's leder, Mario Draghi, lader på et pressemøde forstå, at det kan presse den i forvejen meget lave inflation i eurozonen endnu længere ned. Den var i juli på 0,4 procent og langt under målet på to procent.

Der har hele året været bekymring for, at det kunne udvikle sig til deflation ikke bare i euro-området, men også i Danmark. Deflation betyder for den almindelige forbruger, at det man betaler for i dag, er billigere i morgen, og det kan bringe økonomien i knæ.

- Tegn er dukket op i vore data de sidste to til tre måneder. At der har været en nedgang i vækst-fremdriften, konstaterer Draghi.

EU's sanktioner over for Rusland og Moskvas boykot af landbrugsvarer fra EU kan dermed presse ECB til at starte seddelpressen for at holde hånden under væksten og økonomien, siger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven.

- Vi vurderer, at de nye sanktioner fra både EU og Rusland kan bremse eurozones økonomi så meget, at ECB bliver tvunget til at starte seddelpressen op og købe obligationer for nye penge. Det kan ske i løbet af foråret, skriver han i en kommentar.

ECB har tidligere signaleret, at det kunne blive nødvendigt, selv om den tyske centralbank har været modvillig. Indtil for få uger siden troede de fleste, at ECB's opkøb af obligationer tidligst ville ske ved udgangen af året.

Senest, ECB pillede ved renten, var i juni. Draghi sænkede 5. juni renten med 0,1 procentpoint til det nuværende niveau på 0,15 procent på grund af den lave inflation i euroområdet.

Men dengang havde ECB knapt indkalkuleret den geopolitiske krise mellem EU og Rusland, der er udløst af de urolige tilstande i Ukraine.

/ritzau/