ECB: Italien skal holde stramt budget

Skrevet af admin

22/12/2013

Dagens topnyheder

Europas tredjestørste økonomi, den italienske, er på vej ud af recession, men eurolandet skal holde det offentlige budget stramt for at undgå tilbagefald.

Sådan lyder det fra Den Europæiske Centralbank ECB's cheføkonom og bestyrelsesmedlem Peter Praet til den italienske avis La Stampa to dage efter, at den italienske regering vedtog statsbudgettet for næste år.

- For at blive på en bæredygtig økonomisk vej er det afgørende, at regeringen fastholder sine forpligtelser, siger Praet.

- Italien har ikke råd til svinkeærinder i de offentlige finanser.

Ifølge den tysk-belgiske cheføkonom er ECB klar til at løse eventuelle økonomiske problemer i eurozonen, hvis bankernes likviditet eller opsvinget trues.

Det italienske parlament har fredag godkendt finansloven for 2014, hvor overskriften er at løse den massive sociale krise, der er opstået under de seneste års økonomiske nedtur.

Regeringen har sagt, at man med det nye budget har lagt de seneste års nøjsomhed bag sig, men kritikere advarer om, at økonomien ikke bliver stimuleret tilstrækkeligt i finansloven til at sikre vækst.

/ritzau/Reuters