ECB vil øge inflation: Medicin og iPhones bliver dyrere

Skrevet af admin

22/01/2015

Dagens topnyheder

Danske forbrugere kommer til at mærke det store pakke fra Den Europæiske Centralbank (ECB), der blandt andet sænker værdien af euroen mod andre valutaer, når de sidder i banken, og når de skal købe medicin eller købe deres næste iPhones.

Generelt set bliver det dyrere at købe varer uden for EU.

- Der kommer en del elektronik og tøj fra Østen, og fra USA kommer der en del medicinalvarer og iPhones, som vi kommer til at se stige i pris, siger Michael Stæhr, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

I alt importerede Danmark i november måned for over 13 milliarder kroner fra lande uden for EU. Det er alt sammen varer, der bliver dyrere nu, fortæller forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen.

- Fastkurspolitikken gør, at kronen følger euroen. Hvis danske varer skal sælges udenfor EU, bliver de nemmere at sælge. Men omvendt betyder det, at hvis vi skal købe varer fra udenfor EU, så bliver de dyrere, siger hun.

Det er ikke kun på iPhone-priserne, at danskerne vil mærke ECBs kæmpepakke. Også den løn, der kommer ind på vores konto, vil - hvis ECBs plan virker efter hensigten - blive påvirket.

- Vi har i mange år været vant til en inflation på to procent, men sidste år var den 0,6 og 0,8. Vi kan være glade for lav inflation, fordi priserne så stiger langsommere end vores løn. Det giver en positiv realløn, forklarer Ann Lehmann Erichsen.

Men det vil ECB og dens præsident, Mario Draghi, gøre op med. Nu skal økonomierne i gang og inflationen op. Til skade for værdien af den løn vi modtager.

Sidst men ikke mindst er det Draghis plan, at det skal blive sjovere at gå i banken.

- Det er også meningen, at det skal gøre det nemmere at låne penge. Hvis du er boligejer, kan du allerede i dag sige: Juhu, for renten er allerede faldet, siger Ann Lehmann Erichsen.

/ritzau/