Ecco trodser Rusland-krise og øger overskuddet

Skrevet af admin

19/03/2015

Mest læste i dag

Skoproducenten Ecco leverede endnu et rekordregnskab for 2014, hvor både resultatet før skat og omsætningen blev øget.

Sidstnævnte steg fra 1,1 milliarder euro til 1,2 milliarder euro, og resultatet før skat blev øget med 6,6 procent til 176 millioner euro.

Det svarer til en overskudsgrad på 14,7 procent.

- 2014 var et år med store udfordringer, men ved at reagere hurtigt og takket være en flot indsats overalt i gruppen, lykkedes det os at hale et godt resultat i hus, siger administrerende direktør Dieter Kasprzak.

De omtalte udfordringer opstod i Rusland, som sidste år var koncernens største enkeltmarked.

Men på grund af rublens kursfald svigtede indtjeningen i de 300 butikker, der forhandler Ecco-sko her, blandt andet fordi man har måttet køre ekstraordinære tilbudskampagner for at sikre, at russerne havde råd til at købe skoene.

Selskabets nye 2020-strategi går ud på, at man i endnu højere grad vil involvere sig i detailleddet, og målet er at sælge 50 procent af skoene direkte til forbrugeren.

For at nå dertil vil man åbne mere end 400 butikker verden over og forstærke onlinesalget.

/ritzau/