Ecuador lader Rusland afgøre whistleblowers videre færd

De amerikanske myndigheder forsøger at få udleveret den tidligere CIA-ansatte Edward Snowden, der har lækket kontroversielle og hemmelighedsstemplede informationer om USAs massive overvågning af blandt andet telefonsamtaler og sociale medier.

Edward Snowden har søgt om asyl i Ecuador, der har meldt ud, at de er ved at behandle hans asylsag. Men nu lader Ecuador det altså være op til Rusland at rykke næste brik i det, der efterhånden har udviklet sig til et større udenrigspolitisk strategispil.

»For at behandle asylansøgningen skal (Snowden, red.) være på Ecuadors territorium. På dette tidspunkt er svaret på Snowdens destination i hænderne på russiske myndigheder,« sagde Ecuadors præsident Rafael Correa sent lørdag ifølge AFP.

Edward Snowden gik først i eksil i Hongkong, der lod ham forlade landet på trods af en arrestordre fra USA, der anmodede Hongkong om at udlevere den eftersøgte IT-tekniker. Han opholder sig nu i Rusland, angiveligt i Moskva.

USA har taget skrappe midler i brug for at forhindre Edward Snowdens videre flugt. De amerikanske myndigheder har tilbagekaldt hans pas, og USAs vicepræsident Joe Biden opfordrede lørdag Ecuador til ikke at give whistlebloweren asyl.

Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel bringer søndag en artikel på baggrund af dokumenter, som Edward Snowden har lækket. Af dem fremgår, at USA også har spioneret mod EU, herunder mod EUs hovedkvarter i Bruxelles.

Dagens Gossip