Edderkop gør det af med galophest til 25 millioner

Hestevæddeløb er en lidenskab for millioner af australiere. Og mange hænger med hovedet efter en trist besked i weekenden, hvor det dyreste føl, der nogensinde er handlet på den sydlige halvkugle, døde.

En dyrlæge aflivede søndag den et år gamle hest, kendt som Jimmy, der er i familie med en af Australiens mest berømte og elskede galopheste, Black Caviar.

Ifølge de australske medier var det et bid fra en edderkop, som gjorde det af med den unge hingst.

Den blev tidligere i år på en auktion solgt for fem millioner australske dollar eller cirka 25 millioner kroner.

Edderkoppebiddet havde påført hesten en invaliderende lidelse i en hov, og ejerne besluttede at aflive dyret for at skåne det for yderligere smerter, skriver avisen Sydney Morning Herald.

I Australien er der enorme forventninger til ethvert føl, som er i blodlinje med Black Caviar.

I sine 25 løb i karrieren kom Black Caviar altid først over målstregen. Hesten havde egen hjemmeside og tusindvis af beundrere.

Over 6000 fans rejste den lange vej fra Australien til England for at heppe på hoppen, da den i 2012 deltog i et løb på den berømte væddeløbsbane i Ascot. Det løb vandt Black Caviar også - for øvrigt i overværelse af en begejstret dronning Elizabeth.

Black Caviar blev sendt på græs i foråret 2013 med et omdømme som en af de bedste galopheste nogensinde i verden.

Dens popularitet var så enorm, og rakte langt uden for hestesportens cirkler, at modemagasinet Vogue Australia i december 2012 valgte at lade Black Caviar pryde sin forside, der normalt er forbeholdt Hollywoodstjerner og supermodeller.

/ritzau/

Dagens Gossip