Eden Hazard glæder sig til at møde Wales

Skrevet af admin

27/06/2016

Dagens topnyheder

Belgiens Eden Hazard glæder sig til at møde Wales og Gareth Bale i kvartfinalen ved EM i fodbold. Men Hazard advarer også om, at kampen kan blive en kompliceret affære.

- Det er et kompliceret hold at spille imod. Vi mødte dem i EM-kvalifikationen, og vi har ikke vundet over dem, mener jeg, siger Eden Hazard ifølge nyhedsbureauet AFP.

I kvalifikationen vandt Wales 1-0 på hjemmebane og fik 0-0 med hjem fra Belgien.

- Det er et temmelig kompakt hold med en stjerne oppe foran (Gareth Bale), så vi er nødt til at studere dem grundigt og prøve at spille op til vores bedste for at vinde kampen, siger Eden Hazard.

Han og Belgien var flyvende i ottendedelsfinalen mod Ungarn, som belgierne vandt 4-0

Eden Hazard scorede et mål og leverede en assist.

Han håber, at festen fortsætter på fredag i Lille, hvor kvartfinalen skal spilles.

- Jeg ved, der kommer mange tilskuere fra Belgien derned, og jeg håber, at vi på fredag også kan holde en stor fest der, siger Hazard.

Belgien vandt sølv ved EM i 1980, og holdet bliver regnet for at være blandt favoritterne til titlen i år.

/ritzau/