Edward Snowden takker ja til asyl i Venezuela

Den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden har accepteret tilbuddet om asyl i Venezuela, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Allerede lørdag meddelte præsidenten i det sydamerikanske land, Nicolas Maduro, at han var villig til at modtage Snowden, der står bag talrige afsløringer af de amerikanske sikkerhedstjenesters overvågning af telefonsamtaler i både USA og i udlandet.

- Snowden har givet sit samtykke til Maduros tilbud om politisk asyl, skriver Alexei Pushkov, der er formand for udvalget for internationale anliggender i Rusland på sin Twitter-profil.

Tidligere er det blevet oplyst, at Snowden har søgt asyl i op til 26 lande - heriblandt Venezuela, der nu vil blive hans hjem.

I lang tid har Edward Snowden befundet sig i et transitområdet i Moskvas internationale lufthavn.

USA ønsker ham udleveret og retsforfulgt for sine gerninger, hvor han gav flere medier - primært den britiske avis The Guardian - indsigt i sin viden om efterretningstjenesternes overvågningsmetoder.

Snowden var senest kontraktansat i National Security Agency (NSA), men han har også arbejdet for CIA.

Det var dog ikke et job, han tog med henblik på at ville afsløre noget, siger han i et interview med The Guardian, der blev offentliggjort tirsdag.

- Jeg meldte mig ind i efterretningsmiljøet som meget ung. Jeg meldte mig til krigstjeneste i hæren kort efter invasionen i Irak, og jeg troede på det gode, vi gjorde.

- Men over tid opdagede jeg, at vi vildledte befolkningen, siger Edward Snowden til The Guardian.

- Jeg vil ikke leve i en verden, hvor alt det, jeg siger og gør, bliver optaget. Det er ikke noget, som jeg vil støtte eller leve under. Alle, der er modstander af det, er forpligtet til at reagere på en måde, som de nu er i stand til, fortsætter han .

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip