EfB finpudser inden forårspremieren i Superligaen

EfB’s cheftræner Jess Thorup er fortrøstningsfuld, efter hans trup er godt på vej igennem seks-syv ugers hårde forberedelser, inden sæsonstarten på Superligaen. Det skriver efb.dk i dag.

- Efter træningslejren er jeg tre kampe længere fremme, jeg har et rigtig godt billede af, hvad den enkelte spiller kan og kan bidrage med spillemæssigt, og startopstillingen begynder at tegne sig. Men jeg har 24 spillere, der gerne vil ind og spille, og der kan ske ændringer endnu, siger Jess Thorup.

EfB-spillerne var igennem fem træningspas på tre dage inden en rejsedag til Tyrkiet. De to første dage i Belek blev der trænet fire gange, hvorefter den stod på forberedelser til den første kamp mod serbiske Napredak.

- Vi har nået rigtig meget både på og uden for banen i træningslejren. I de sidste 14 dage skal vi ud over en træningskamp mod Viborg FF lørdag optimere det sidste, finpudse hurtigheden og øve taktiske finesser. Det er vigtigt, at vi holder et højt niveau i den daglige træning, siger Jess Thorup.

Forude venter 13 kampe for at overleve den første sæson tilbage i Superligaen, hvor Efb skal møde AGF mandag den 4. marts på Blue Water Arena.

Dagens Gossip