Effektive Bechmann: Min bedste form nogensinde

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

Sønderjyske sled sig lørdag eftermiddag til tre point i Alka Superligaen, da det hjemme på Sydbank Park i Haderslev blev til en 2-1-sejr over oprykkerne fra Viborg.

Tommy Bechmann scorede begge sønderjydernes mål, og han er nu oppe på fem sæsonscoringer indtil videre.

Den dobbelte målscorer peger på, at fysikken aldrig har haft det bedre.

- Mens jeg har været i Sønderjyske, er det utvivlsomt den bedste løbemæssige og spillemæssige form, jeg er i lige nu.

- Jeg træner med hele tiden, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet et træningspas over. Det er utvivlsomt det, der gør forskellen lige nu. Det er usædvanligt, for før trænede jeg ikke så meget, siger Tommy Bechmann.

Angriberen mener desuden, at den store succes med fem mål i sæsonens første syv kampe skyldes en taktisk justering i forhold til tidligere.

- Jeg er lidt mere offensiv nu, end jeg tidligere har været. Da Marvin Pourie og Rubin Okotie var her, var jeg den lidt mere defensive angriber, der tog nogle flere defensive løb. Nu er jeg mere fremadrettet, siger Tommy Bechmann.

Cheftræner i Sønderjyske, Jakob Michelsen, hyldede efter sejren sin skarpe angriber og resten af holdet.

- Tommy har fået sin anden ungdom. Det, jeg hæfter mig mest ved, er, at han har et fysisk overskud, der gør, han kan træne hver gang. Vores fysiske sektor gør et godt stykke arbejde.

- Men man skal også huske at rose vores bagkæde og organisation. Der blev arbejdet hårdt, og vi holdt Serge Deble væk fra målchancer, hvilket var meget tilfredsstillende. Han er en klasseangriber, der er svær at styre, siger Jakob Michelsen.

Sønderjyske møder næste gang Randers FC på AutoC Park i Randers.

/ritzau/