Effenberg: Jeg er 'The New One'

Skrevet af admin

14/10/2015

Dagens topnyheder

José Mourinho har brandet sig selv som "The Special One". Den nye Liverpool-manager Jürgen Klopp kalder sig selv "The Normal One."

Onsdag dukkede der så en ny en af slagsen op, da Paderborns nye cheftræner Stefan Effenberg ved et pressemøde kaldte sig selv "The New One".

- Jeg er "Den Nye", lød det ifølge AFP fra den tidligere tyske landsholdsspiller, der også i sin aktive karriere gjorde sig i blandt andre Bayern München og Fiorentina.

Stefan Effenberg var med på det tyske landshold, der i 1992 tabte EM-finalen til Danmark, og han vandt blandt andet tre tyske mesterskaber og Champions League-titlen med Bayern München som aktiv spiller.

Effenberg fik sin trænerlicens i 2012, men den 47-årige tysker har ikke brugt den, før han tirsdag indgik en kontrakt med Paderborn, hvor han skal stå i spidsen for klubben frem til sommeren 2017.

Paderborn rykkede ud af Bundesligaen efter sidste sæson og ligger i øjeblikket i den tunge ende i den næstbedste række, men har fået stor omtale i internationale medier efter ansættelsen af Effenberg.

Klubbens nye træner er også fortrøstningsfuld:

- De første ti kampe tæller ikke. Vi begynder på en frisk herfra. Kvaliteten er tilstede. Jeg har skrevet under med fuld overbevisning. Jeg var her ikke, hvis jeg ikke var overbevist om, at vi får succes, siger Effenberg.

Hans første opgave som træner i Paderborn bliver opgøret mod Eintracht Braunschweig fredag.

/ritzau/