Efter 1-1: FCM-frustrationer over Pourié og græstæppet

Hos FC Midtjylland stiller man sig tilfreds med et point i udekampen hos Sønderjyske. Frustrationerne var der dog nok af efter 1-1-kampen i Superligaen.

Det store samtaleemne var en episode efter en halv time, hvor Sønderjyskes Marvin Pourie flyvende ramte gæsternes Francis Dickoh, som senere måtte udgå med hovedpine.

FCM-anfører Kristian Bach Bak fik samtidig et gult kort for brok.

- Han går kun efter manden. Da jeg sagde det til dommeren, så fik jeg straks revet et gult kort op i ansigtet. Jeg bar efter 30 minutter rundt på et kort, som jeg aldrig skulle have haft, siger Kristian Bach Bak.

- Det er klart, at jeg som anfører reagerer, når en af mine egne spillere næsten bliver myrdet. Det er så ekstra bittert, at han slipper med gult og senere scorer deres mål, siger Kristian Bach Bak.

Skulle kampen have en vinder, så mener han, at det burde være FC Midtjylland, selvom det var hjemmeholdet, som kom foran med blot 20 minutter tilbage.

- Sønderjyske kan deres kram, og de gjorde det svært for os, men det var også svært at spille på en plæne med en halv meter græs, siger Kristian Bach Bak.

FCM-træner Glen Riddersholm stiller sig også utilfreds med græstæppet.

- Græsset er jo længere end hjemme i min have, siger Glen Riddersholm kritisk.

Han kunne dog glæde sig over et mål af indskiftede Marcos Urena.

- Marcos viser, at han er en angriber, som formår at stå det rigtige sted. Han var en evig kilde til uro i deres forsvar. Fuldt fortjent kommer vi tilbage og får udlignet på en svær udebane, siger Glen Riddersholm./ritzau/

Dagens Gossip