Efter 13 måneders venten: Viktor Fischer tilbage i kamp

Det 20-årige angrebstalent Viktor Fischer gjorde lørdag comeback for Jong Ajax i den næstbedste hollandske fodboldrække.

Den unge danske landsholdspiller fik de første 45 minutter i et 0-3-nederlag på udebane til De Graafschap.

Da Fischer lod sig udskifte ved pausen var gæsterne fra Amsterdam bagud med 0-1.

Viktor Fischer har været ude i næsten 13 måneder, efter at han den 23. februar 2014 kom til skade i et opgør mod AZ Alkmaar.

I første omgang gik meldingen på en forholdsvis kort pause, men det endte med, at Fischer to måneder senere gennemgik en operation for at få ordnet en iturevet sene i baglåret.

Han vendte tilbage til træningen i Ajax 13. februar.

Fischer blev for få år siden nævnt som et af Europas største angrebstalenter. I 2012 fik han sin debut på det danske landshold i en venskabskamp på udebane mod Tyrkiet.

Det er i alt blevet til seks A-landskampe, men det første mål lader fortsat vente på sig.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip