Efter 260 år: Golfklub tillader kvinder som medlemmer

Skrevet af admin

18/09/2014

Dagens topnyheder

The Royal and Ancient Golf Club (R&A) er en af verdens ældste golfklubber og står for at lave reglerne inden for golfsporten i hele verden - bortset fra USA.

Medlemmerne i R&A, der har hovedsæde i skotske St. Andrews, har torsdag stemt ja til at modtage kvindelige medlemmer, og det er bemærkelsesværdigt, da klubben i 260 år kun har tilladt mandlige medlemmer.

Klubbens 2400 medlemmer fra hele verden stemte, og 85 procent svarede ja til at åbne dørene for kvinderne fremover.

- Dette er en meget vigtig og positiv dag i R&A's historie, siger klub-bossen Peter Dawson ifølge AFP.

- R&A har arbejdet for sporten i 260 år, og jeg er sikker på, at klubben fortsætter med at gøre det fremover med støtten fra alle dens medlemmer, både kvinder og mænd, siger han.

Dawson oplyser, at kvinder med øjeblikkelig virkning bliver medlemmer. Et stort antal kvinder, som allerede står på ventelisten, får hurtigt et medlemskab, meddeler han, så ventelisten ikke bliver for lang.

R&A blev stiftet i 1754. I dag samarbejder R&A med den amerikanske golfunion (USGA) om at udgive og revidere golfens regler og fortolkninger af golfens regler.

/ritzau/