Efter 35 kampe: Spanien taber en kvalifikationskamp

Skrevet af admin

10/10/2014

Dagens topnyheder

En enestående stime i europæisk landsholdsfodbold blev afsluttet torsdag aften, da Spaniens europamestre tabte 1-2 ude til Slovakiet i EM-kvalifikationsgruppe C.

Dermed led landstræner Vicente del Bosques hold det første nederlag i en kvalifikationskamp i otte år og to dage.

Den 7. oktober 2006 tabte Spanien 0-2 ude til Sverige i kvalifikationen frem mod EM i 2008, som spanierne endte med at vinde.

Siden den kamp havde Spanien spillet 35 kvalifikationskampe i EM- og VM-regi, hvoraf holdet havde vundet uhyrlige 32 og blot spillet tre uafgjort.

Juraj Kucka scorede til 1-0 for slovakkerne i Zilina, da han efter 17 minutters spil udplacerede Iker Casillas i Spaniens mål.

Otte minutter før tid så indskiftede Paco Alcacer ud til at redde rekorden for Spanien, da han udlignede til 1-1.

Men tre minutter før tid sørgede indskiftede Miroslav Stoch for hjemmeholdets overraskende sejr.

Med nederlaget har Spanien tre point efter to kampe i gruppe C.

Holdet får mulighed for revanche om tre dage, når holdet møder Luxembourg på udebane.

Slovakiet, der fører gruppen med seks point, skal spille på udebane mod Hviderusland.

I samme gruppe vandt Makedonien 3-2 hjemme over Luxembourg, mens Ukraine sejrede 2-0 ude over Hviderusland.

/ritzau/