Efter afgørelse: Priskaos kan være på vej hos frisøren

Dame eller herre, kort eller langt. Det må ikke afspejles i prisen hos frisøren, om det er mand eller dame, der skal have trimmet lokkerne.

Ligestillingsbehandlingsnævnets afgørelse slår fast, at der ikke må være forskellige priser for dame- og herreklip.

Det er en mærkværdig afgørelse, der vil kaste frisørbranchen ud i priskaos, mener Connie Mikkelsen, der er formand for Dofk (Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere).

- Det er fuldstændig absurd, at Ligestillingsnævnet uden overhovedet at forhøre sig hos os om begrundelsen for forskellige dame- og herrepriser bare erklærer dem ulovlige. Beslutningen er helt ud i hampen, da der er en rimelig forklaring på, hvorfor der er denne prisforskel, siger Connie Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Det er urimeligt, at prisen for at klippe langt kvindehår ikke må være anderledes end prisen på kort mandehår, mener frisørformanden.

- Der er forskel på at klippe hår på mænd og kvinder. Det tager simpelthen længere tid på kvinder. Det er et faktum, og det tager hele vores fag og uddannelse udgangspunkt i. Det afspejler sig i prisfastsættelsen og sikrer, at selve betalingerne fungerer uden problemer, da både kvinder og mænd kan se prisen inden handelen, siger Connie Mikkelsen.

Hun bakkes op af Håndværksrådets jurist, der også undrer sig over afgørelsen.

- Afgørelsen er forkert, da der er helt åbenlyse, gode grunde til, at kvinder som udgangspunkt skal betale mere for en klipning end mænd. Det tager længere tid at klippe en kvinde end en mand. Frisørerne sætter deres priser efter, hvor lang tid det tager at klippe en person og deraf opstår forskellen. Prisforskellen er derfor ikke bestemt af kønnet, men af tiden, siger jurist Jeppe Rosenmejer.

Sagen bunder i, at en kvinde valgte at klage over priserne i en frisørforretning. Det kostede forretningen en bøde på 2.500 kroner og lægger grund til afgørelsen i Ligestillingsbehandlingsnævnet.

 

Dagens Gossip