Efter dagpengestop: Svært at få job

Mange af de tusindvis af danskere, der faldt ud af dagpengesystemet i årets første halvdel, er langt fra et liv som lønmodtagere. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge Jyllands-Posten.

Blandt de godt 18.000 personer, der mistede dagpengene fra januar til maj, var det færre end hver tiende - 8,9 procent - der fandt et ordinært arbejde umiddelbart efter.

Og noget tyder på, at de heller ikke får lettere ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet, når der er gået noget tid. Faktisk tværtimod. Ud af de 5072, der løb tør for dagpenge i januar, var kun 5,9 procent lønmodtagere efter fire måneder.

Direktør for landets a-kasser i AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, mener, at udviklingen er skuffende, og tænketanken Kraka er overrasket.

- Umiddelbart er det ikke et godt tegn. Man kunne have håbet på, at en større andel af gruppen gradvist ville få en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Andreas Højbjerre, cheføkonom i Kraka, til Jyllands-Posten.

Enhedslisten kalder tallene "chokerende" og opfordrer endnu engang regeringen til at lempe dagpengereglerne. Partiet overvejer ifølge avisen at gøre flere offentlige job til et af hovedkravene ved de kommende finanslovforhandlinger.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få fat på beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

/ritzau/

 

Dagens Gossip