Efter demonstration blev forhindret: Søren Pind udvider Tibet-kommissionen

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Justitsminister Søren Pind (V) har lyttet til Folketingets ønske om at udvide den såkaldte Tibet-kommission.

Tibet-kommissionen skal gennemgå forløbet omkring den daværende kinesiske præsident Hu Jintaos omstridte statsbesøg i København i 2012.

Her blev flere fredelige demonstranter og deres tibetanske flag flere gange fjernet fra præsidentens åsyn af den danske ordensmagt.

Politiet har gennem flere år afvist, at der lå en generel ordre på at rydde gaden for Tibet-venlige demonstranter under statsbesøget.

Afvisningerne er sket over for såvel Folketinget som domstolene. Men i efteråret kom det så frem, at politiet alligevel lå inde med en såkaldt "operationsbefaling", der understregede, at præsidenten ikke skulle kunne se demonstranter fra sin kortege.

Alt det skal rulles op i kommissionen. Men et flertal i Folketinget har kritiseret, at kommissionen ikke også fik til opgave at se på, om man kunne ændre love eller administrative bestemmelser i kølvandet på sagen.

Og det har justitsministeren nu indvilget i, fremgår det af et revideret udkast til kommissionens arbejde.

Dog understreger ministeren, at kommissionen kan undlade at komme med forslag til lovændringer, hvis det ikke er muligt at gennemarbejde forslagene inden for den tidsramme på to år, som allerede er fastsat.

To højtstående politifolk fra Københavns Politi er blevet midlertidigt forflyttet efter Tibet- sagen. Det drejer sig om en politikommissær og en vicepolitiinspektør.

/ritzau/