Efter to et halvt år under vand: Concordia hæves mandag

Skrevet af admin

14/07/2014

Dagens topnyheder

Krydstogtskibet Costa Concordia måtte ligge to et halvt år i Middelhavet ud for den italienske ø Giglio, før de italienske myndigheder søndag har givet det endelige grønne lys til den bjærgningsaktion, der skal fragte skibet væk.

- Vejrudsigten er ikke ideel, men tilstrækkelig til at tillade begyndelsen på operationen, siger Franco Gabrielli, som er den embedsmand, regeringen i Rom har sat til at lede processen.

Vraget af det 290 meter lange krydstogtskib hviler på en undersøisk skrænt og en platform, efter at det i september i fjor blev bragt på højkant.

Bjærgningen har været længe undervejs, blandt andet fordi man har skullet tage hensyn til miljøet.

Maria Sargentini, der står i spidsen for den komité, der har ansvaret for de miljømæssige risici, siger, at hun er optimistisk omkring mandagens bjærgning på trods af advarsler om, at skibet risikerer at knække og forårsage en massiv forurening.

Bjærgningen af skibet forventes at tage adskillige dage. Det skal transporteres til den norditalienske by Genoa, hvor det skal ophugges.

Arbejdet med det 290 meter lange skib blev indledt i Toscana i foråret, da såkaldte sænkekasser blev fæstnet til Costa Concordia.

Bjærgningen er angiveligt den største i søfartens historie.

32 ud af de 4229 om bord druknede, da skibet kæntrede 13. januar 2012. Fartøjet sejlede for tæt på Giglio øen og ramte en undersøisk klippe.

Skibets kaptajn, Francesco Schettino, er den eneste, der fortsat retsforfølges, efter at fire besætningsmedlemmer og en ansat hos skibsoperatøren sidste år erklærede sig skyldige og fik domme på op til 34 måneders fængsel.

/ritzau/AFP