Efter evakuering: Bombehunde snuser stadig rundt i Lalandia

Afspærringen af feriecentret Lalandia i Rødby er natten til lørdag blevet ophævet, efter at det blev evakueret i forbindelse med en bombetrussel fredag aften.

Politi og bombehunde gik tidligt på aftenen i gang med at undersøge centret, men fandt altså ikke frem til noget mistænkeligt.

- Centret gennemsøgt, intet fundet - afspærring ophævet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Ifølge politiet var truslen rettet mod en restaurant i centret, som hvert år tiltrækker tusinder af familier.

En person afleverede fredag et brev i receptionen, hvor der stod, at der ville sprænge en bombe. Det fik politiet til at evakuere og afspærre centret, men folk har godt måttet opholde sig i deres hytter, som ligger et stykke fra selve centret.

Politiet havde ved 1.30-tiden endnu ikke fundet frem til, hvem der afleverede brevet. Men fredag aften var efterforskerne fortrøstningsfulde omkring at finde frem til gerningsmanden.

- Det kan måske være en gæst eller måske én, der er blevet afvist. Vi ved det ikke, sagde vagtchef Stefan Jensen, der oplyste, at der er videoovervågning i receptionen.

- Så vi er fortrøstningsfulde med hensyn til at finde frem til personen, der afleverede truslen.

/ritzau/

Dagens Gossip