Efter finanslov: Afstand mellem blokkene uændret

Efter en uge med noget af det tætteste, man hidtil er kommet på fryd og gammen og fælles fodslag i rød blok omkring årets finanslovsforhandlinger, så kvitterer vælgerne - eller i hvert fald de mere end 1000 adspurgte i en ny Voxmeter-måling, lavet for Ritzau - med: ingenting.

I løbet af ugen har regeringen landet og præsenteret en stribe delaftaler om både sundhed og miljø, inden den samlede finanslovsaftale faldt endeligt på plads torsdag, hvor der også blev introduceret en ny kontantydelse, der sikrer forsørgelse til nogle af dem, der dratter ud af dagpengesystemet.

Men efter alle disse aftaler, står rød blok samlet set til 46,1 procent af stemmerne - på øre det samme som for en uge siden - og samtidig et lille fald på 0,8 procent i forhold til for en måned siden.

De 0,8 procent er i sagens natur vandret over til den blå blok. Og selvom denne meget sparsomme bevægelse ligger klart inden for den statistiske usikkerhed ved den slags målinger, så gør den samlede afstand mellem blokkene det ikke.

Blå blok med Venstre og Dansk Folkeparti som de altoverskyggende trækplastre mønstrer nu 53 procent af stemmerne, og i estimerede mandater er afstanden lige nu 93-82 i blå favør med maksimalt ti måneder til næste valg.

Især ét parti må ifølge målingen fra Voxmeter se frem til valgdatoen med en vis spænding. De Konservative er nemlig i løbet af den seneste måned gået et enkelt procent tilbage, og partiet ligger nu - 101 dage efter lederskiftet fra Lars Barfoed til Søren Pape Poulsen - på 3,8 procent.

- Det er ikke godt nok overhovedet. For os handler det om at brede vores politik ud, og der er ikke noget "quick fix" i politik, siger ny politisk ordfører, Mai Mercado.

Spørgsmål: Var det ikke lige netop det, i prøvede at lave med formandsskiftet?

- Hvis du spørger mig, så er jeg fuldt overbevist om, at vi har en fantastisk god leder, som nu går i gang med at folde sit politiske projekt ud. Og det tager tid, ligesom det tager tid for folk at lære mig at kende nu, hvor Lene Espersen er stoppet, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip